Livsstil, Strik

Søndag eller Skøn-dag

Kl. er 7:23, og jeg har allerede været i bad, afværget et par iPad-katastrofer, skiftet sengetøj, sat den første vask over, og om lidt, er det tid til morgenkaffen. Vandet har netop kogt færdigt. Jeg elsker sådanne morgener. Dem hvor man får noget ud af dagen, lige fra den begynder. Også selvom det er knap så sjovt, at blive vækket af et meget friskt barn kl. 5, når man havde håber at vi skulle sove til kl. 7. Sådan skal det ikke altid være.
Jeg kan nu også godt lide de langsomme morgener.

Denne her er en god kombi. Jeg har nemlig haft tid til både at nå nogle af dagens gøremål, men også at blogge, strikke og drikke god kaffe. Om et par timer, er jeg på vej til Roskilde, for at have nogle hyggelige timer med nogle skønne kvinder. Det glæder jeg mig til.

Apropos strikke…

Jeg har langt om længe fået afsluttet min Ingen Dikkedarer sweater. Jeg har endda hæftet ender – hvilket er lidt af en begivenhed. Jeg kan nemlig godt have projekter liggende i flere uger, før at jeg får hæftet ender. Det er bare ikke lige det, jeg synes er det sjoveste at lave.

Strikkelisten er lang

Nå men jeg havde selvfølgelig allerede en lang liste over ting, jeg skulle i gang med som det næste.

– Endnu en Ingen dikkedarer sweater – men den mangler jeg at købe silkemohair til

– Scarlet, som jeg har købt garn til for lidt tid siden, men desværre mangler jeg en rundpind, som er lang nok.

– Broderie Anglais, som jeg har kigget på lige siden at min lillesøster gik i gang med at strikke sin. Og da jeg så faldt over garnet på udsalg, bestilt jeg det hjem.

– En bluse til Sebastian i bomuld – nu er valget faldet på Ankers bluse. Og resterne af den karrygule bomuld skal jeg bruge til..

– Små vaskeklude. Som jeg tilfældigvis fik inspiration til i går, og bare var nødt til at gå i gang med med det samme.

Og nu er jeg i gang med det hele. Det gode er at jeg så også har en bunke projekter færdige nogenlunde samtidig. Med undtagelse af kludene. De tager ingen tid at strikke.

Faktisk er jeg også i gang med, at hækle en gave til en af mine kollegaer.

Man skulle jo nødigt kede sig.

Er der andre end mig, som har lidt svært ved at begrænse sig med strikkepindene?

Jeg håber, at du får en skøn-dag!
Tak fordi du læste med.

- Line

Vil du opdateres når der kommer nye indlæg? Så følg bloggen på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *