Angst, Hækling, Livsstil, Strik

Sådan holder jeg fokus og undgår tankemylder

Fokus, tankemylder, lydbog, podcast

Noget af det jeg holder aller mest af, er at strikke eller hækle. Det bedste er når jeg har en lille smule tid, enten alene eller imens Sebastian leger eller ser en film, og jeg kan få lov til bare at sidde og nørkle.

Men jeg oplever ofte, at når jeg først griber strikkepindene, og jeg har strikket lidt, så starter tankemylderet. “Hov, jeg skal lige have skrevet ned at vi mangler ost”, “Gad vide om der er kommet respons på mit opslag på facebook endnu?”, “Hvorfor har han ikke svaret på min mail endnu! Jeg tjekker lige igen”, “Mon det garn jeg har liggende, passer i strikkefastheden til de bloomers jeg gerne vil strikke?”, “Jeg skal lige tjekke Instagram. Måske er der noget god inspiration”, og sådan fortsætter det.. tusindvis af tanker, som afbryder og larmer. Og det værste er de dage hvor bekymringstankerne og/eller angsttankerne sniger sig med ind.

Derfor hører jeg ofte lydbøger eller podcasts.

Jeg har et abonnement hos Storytel, og det gør både Sebastian og jeg brug af. Sebastian får som regel læst godnathistorie om aftenen når han skal sove, men i perioder vil han hellere høre en lydbog. “Elefanten der så gerne ville sove” er en af hans favoritter, og der er også udgaven med kaninen eller traktoren. “Vitello”, “Mis med de blå øjne” og “Bamse – slut prut godnat” er også nogle af favoritterne.

Det lytter jeg selv til

Jeg selv har senest hørt “Lev mere tænk mindre” af Pia Callesen. En bog som jeg vil anbefale alle, som har lidt for mange tanker og grublerier, at høre.

“Alt eller intet” af Simona Arhnstedt. Det er vel en bog som hører ind under en form for kærlighedsroman. Men jeg er ret vild med hovedpersoner som Lexia Vikander, som trods sine usikkerheder omkring sig selv og hendes krop, ved hvad hun kan og tør at stå inde for hvad hun tror på. Jeg tror at det er fordi at jeg kan se nogle træk fra mig selv i hende. Jeg kommer aldrig til at ligne modellerne fra Victorias Secret, og det har jeg det helt fint med. Men det er egentlig heller ikke så vigtigt for mig, for jeg har det egentlig sådan at så længe jeg har det godt i min krop, og at jeg passer på den, så er det sådan det skal være. Og så har jeg heldigvis mange andre gode egenskaber som jeg sætter pris på.

Og så tilbage til emnet..

“Papmaché-reglen” af Hella Joof er også på min boghylde i appen. Den har jeg hørt for længe siden, men ligesom “Lev mere tænk mindre” er det en bog jeg kan høre flere gange.

Jeg har også hørt en hel del af Jojo Moyes’ bøger. Selvfølgelig “Mig før dig” og “Mig efter dig”. Og nu så jeg lige at “Stadig mig” også er kommet som lydbog derinde, men den nåede jeg at læse i sommers. “Hende du forlod”, “En plus en” og “Det sidste brev fra din elsker” er også gode.

Hvis du har nogle anbefalinger af bøger lignede ovenstående må du meget gerne skrive en kommentar med titel og forfatter.

Podcasts var lidt sværere at komme i gang med

Podcasts synes jeg var en smule sværere at komme i gang med. Men Carla Mickelborgs podcasts fangede mig hurtigt, og jeg tror faktisk at jeg har hørt alle afsnittene hun har udgivet. Martiny podcasts lytter jeg også trofast med på. Og der er endda startet en ny sæson.

Derudover så falder jeg nogle gange over anbefalinger af diverse afsnit som jeg skynder mig ind at gemme så jeg kan høre dem ved lejlighed. Og ellers kan man søge lidt rundt i podcast appen (er der mon også podcast “app” til android?), der er masser at vælge i mellem.

Og igen, hvis du har hørt et godt afsnit, så skriv gerne titlen i en kommentar.

- Line

Vil du opdateres når der kommer nye indlæg? Så følg bloggen på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *