Hækling, Strik

Opsamling på alt mit strik – og lidt hækling

Vi nyder sommerferien. Især jeg synes det er rart at have familien hjemme, nu hvor jeg går her med Leonora. Vi skulle først have startet ferien i dag, men vi valgte at fremskynde den lidt. Det er det gode ved at være henholdsvis selvstændig og være på barsel. Og så er der lidt mere tid til strik, nu hvor jeg har et par ekstra hænder til at hjælpe mig med Leonora.

Tiden flyver

Jeg er efterhånden temmelig bagud med at vise mine seneste kreationer her på bloggen. På Instagram er jeg en del bedre til at få opdateret på kreafronten, men man kommer nu ikke uden om, at en blog kan noget, som Instagram ikke kan – i hvert fald efter min mening.

Jeg er også bagud med at opdatere bloggen. Men tiden flyver, og det er allerede 2,5 måned siden at lillesøster, aka Leonora, kom til verden. Hun er også model på et af billederne, hvor hun er iført lillesøsters romper.

Opsamling på kreafronten

Så lige for tiden har jeg (lidt for) mange projekter i gang. Jeg kan jo rigtig godt lide at skifte lidt i mellem hvad jeg sidder med. Men selv for en ikke-monogam strikker/hækler, kan det faktisk blive lidt for meget.

Især når man, som jeg pt. gør, stadig hækler på et virkelig lækkert babysvøb, til en baby som skulle have haft det for 2,5 måned siden. Det var ellers et af mine store ønsker at Leonora skulle have Det runde bølgesvøb. Det får hun nu stadig, men noget senere end planlagt.

Hæklet, hækling, det runde bølgesvøb

Der har sneget sig små overspringshandlinger ind. Deriblandt stjernen, jordbærene og kaninen her. Leonora viste nemlig pludselig interesse for legetæppet da hun var 4 uger gammel. Det var noget tidligere end jeg havde forventet, så jeg var slet ikke klar med legesager til hende. Det måtte der gøres noget ved.

hæklet, hækling, aktivitetslegetøj, aktivitetsstativ

Jeg fik også pludselig slået masker op til endnu en Ingen dikkedarer sweater. Det håndfarvede garn købte jeg på Bornholm sidste sommer, så nu havde det ligget længe nok. Jeg strikker med drops kid silk i natur (*Affiliate link) som følgetråd, derfor er det ikke på de varme dage at jeg strikker på denne trøje.

Ingen dikkedarer sweater, strikbabyjakke, mayflower, engleuld

Den super bløde babyjakke strikkede jeg tidligere på året til Leonora. Vi har nærmest slidt den op allerede. Den har virkelig været god at have her foråret på de knapt så lune dage. Og vi bruger den faktisk stadig på de sommerdage, som er lidt kølige. Den var desuden et virkelige nemt strikkeprojekt, som jeg vil vove at påstå, at også nybegyndere i strikkens verden, kan kaste sig ud i med succes.

Dåbskjole, strik

Jeg er sørme også i gang med at strikke en dåbskjole til Leonora. Jeg håber virkelig, at jeg når at blive færdig med den. Den skal heldigvis først bruges til september, så jeg har rimelig god tid endnu. Den kommer med på årets sommerferie, så satser jeg på at få tid til at strikke den næsten færdig.

Hjerteblad bukser, strik, babystrik

Som I ved forsøger jeg at tømme ud i garnlageret. Og da jeg lånte en stak hæfter med strik af Lene Holme Samsøe, måtte jeg altså lige strikke et par “hjerteblad bukser” af et nøgle alpakka jeg havde liggende. De er bløde og lune, men er ikke taget i brug endnu. Jeg regner med at de skal bruge til efteråret. Måske først til vinter.

Uro, hæklet, hækling, garnrester

Så gik jeg også lige med en idé til en fin uro. Så jeg måtte i gang med at hækle gopler i garnrester. De blev ret fine, og Leonora elsker sin uro. Den bliver der flittigt snakket med under bleskiftene.

baby hue, strik

Lille Leonora. Her med en lille hue i bomuld, som jeg har strikket til hende. Det er også en af Lene Holme Samsøes designs.

Lillesøsters romper, strik, engleuld

Og Leonora i Lillesøsters romper. Igen har jeg strikket i engleuld. Ja jeg fik hamstret en del, og så går der ikke ret mange nøgler til alt det babystrik, så det rækker langt.

Klompelompe, uldfutter, ballonromper, strik

Her har jeg strikket en romper i tynn merinould fra Sandness. Igen er det et nøgle garn fra garnlageret jeg har fået brugt, og opskriften er ballonromperen af Klompelompe. De små uldfutter er også af Klompelompe. Begge findes i bogen “Strik året rundt”. Opskriften på uldfutterne er også udgivet i Maries Idéer 05/2018.

baby bloomers, engleuld, strik, babystrik

Til sidst er der de lækre bloomers i engleuld. Dem har vi heller ikke fået taget i brug endnu, men det kommer helt sikkert.

Og faktisk går jeg også lidt med tanker om at strikke noget til mig i selv i denne rustfarvede kid silk (* affiliate link), den er simpelthen så pæn. Synes jeg. Måske noget til efteråret? Men lige nu er der nok at strikke på. Og jeg glæder mig faktisk lidt til at få tyndet ud i projekterne.

Tak fordi du læste med i dag.

- Line

Vil du opdateres når der kommer nye indlæg? Så følg bloggen på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *