Ferie, Hækling

Hæklet indkøbsnet

Min ferie lakker mod enden. Det er på en måde helt okay. Det har været en god ferie. Vi har brugt en masse tid sammen, og har haft nogle gode oplevelser. Vigtigst af alt har vi holdt fri. Helt fri. Det har været herligt.

Før min ferie begyndte var jeg begyndt at arbejde på en opskrift på dette hæklede indkøbsnet. Det var ikke helt let, da jeg selv måtte kreere en opskrift ud fra et billede, men stadig skulle have fat i designeren, for at få tilladelse til at dele opskriften med jer. Det lykkedes til sidst. Så her kommer den.

Hæklet indkøbsnet opskrift

Opskrift på hæklet indkøbsnet

Garn: 8/4 bomuldsgarn (jeg har bare brugt fra Søstrene Grene)

Nål: nr. 3

Masker du skal kunne:
Lm (luftmaske)
Km (kædemaske)
Stm (stangmaske)
Dstm (dobbelt stangmaske)

Lmb, er en forkortelse for luftmaskebue.

Start med en magisk ring eller 8 lm som samles til en ring med en km.

1. omg.: 3 lm, *1 stm, 1 lm* gentag fra * til * 11 gange.

2. omg.: 1 km i lmb, 3 lm, 2 stm i den første lmb, *3 stm i lmb* gentag fra * til * 11 gange. Slut med en km i luftmaskelænken i starten af omgangen.

3. omg.: Nu til det første blad – 4 lm, 1 dstm, 2 dstm, 1 dstm – undlad at lave sidste omslag på de dobbelte stangmasker. Du skal ende med at have 5 masker på nålen. Slå om, træk snoren igennem alle 5 masker, 4 lm, *1 dstm, 2 dstm, 1 dstm (husk ikke lave de sidste omslag, som beskrevet før), 4 lm* gentag 11 gange (12 blade i alt), 1 km i toppen af i toppen af luftmaskekæden, i km i næste maske.

4. omg.: 3 lm, 4 stm i lmb, *1 stm i toppen af bladet, 4 stm i lmb* gentag hele vejen rundt.

5 omg.: Gentag omg. 3.

6. omg.: Gentag omg. 4.

7. omg.: Her ændres bladene en smule og hækles nu således: 4 lm, 1 dstm i hver af de næste 3 masker (husk stadig at vente med sidste maske som på de tidligere blade, så du til sidst trækker snoren igennem alle maskerne på nålen), 4 lm, *4 dstm i de næste 4 masker, 4 lm* gentag hele vejen rundt. Slut med 1 km i toppen af i toppen af luftmaskekæden, i km i næste maske.

8. omg.: Gentag omg. 4.

9. omg.: Gentag omg. 7.

10. omg.: Gentag omg. 4.

11. omg.: Gentag omg. 7.

12. omg.: Gentag omg. 4.

Nu er det tid til hanken:

Hækl 110 lm, fæstn med en km i 40. maske efter begyndelsen af hanken. Vend.
Lav 3 lm, spring en maske over (på ydersiden af hanken) og fæstn de 3 lm med en km. Nu hækles der 1 stm i hver maske på hele hanken. Fæstn med en km i 2. maske fra begyndelsen af hanken. Klip garnet, husk at efterlad en ende til hæftning.

Lav en side mere, magen til den første.

Når du har de to sider klar, lægger du dem sammen forside mod forside, og hækler dem sammen med fastmasker. Jeg har hæklet min sammen fra hank til hank, men på det oprindelige design, er åbningen lavet lidt større. Det er helt op til dig.

Nu skal der bare hæftes ender, og du har et fint lille indkøbsnet til shopping på sommerens loppemarkeder.

Jeg skal have lavet endnu et net, hvor jeg gerne vil lave det lidt større, så jeg tilføjer omgang 13 og 14. I princippet kan man lave det så stort eller lille som man har lyst til. Ligeledes med hanken, kan du selv justere hvor kort eller lang den skal være.

Jeg er også ved at teste om nettet kan hækles 8/8 bomuld, og hvordan resultatet af det bliver.

Designet og ophavsretten tilhører Virpi med bloggen OMA Koppa. Det betyder også at opskriften og det færdige produkt ikke må sælges. Vær sød at respektere dette, da det ellers kan betyde at jeg skal slette opskriften fra bloggen igen. Det ville være ærgeligt.

Jeg håber at opskriften kan bruges, og god fornøjelse, hvis du kaster dig ud i projektet.

 

- Line

Vil du opdateres når der kommer nye indlæg? Så følg bloggen på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *