Strik

Ankers bluse

Ankers Bluse, strik, bomuld

Den opmærksomme følger har nok efterhånden luret, at jeg er ret glad for strikkeopskrifterne fra Petite Knit. Jeg kan godt lide de klassiske designs. Og alle de opskrifter jeg har prøvet fra Petite Knit har været simple at gå til, men jeg har stadig lært lidt nye teknikker. Vil næsten vove at påstå, at de fleste af de opskrifter er begyndervenlige. Det har de i hvert fald været for mig.

Mine færdige projekter af Petite Knits design lyder indtil videre på Ankers trøje, Ingen dikkedarer sweater, hele 3 Oslohuer og nu også Ankers bluse. Og jeg har stadig en del opskrifter liggende derfra, som jeg endnu ikke har fået strikket endnu.

Ankers bluse startede jeg på i efteråret, og den er faktisk temmelig hurtig at strikke, men af gode grunde, har det taget mig noget tid. Da jeg endelig fik strikket den færdig, så var jeg en evighed om at få den monteret færdig. Overskuddet rakte desværre ikke til så meget, og min lyst til at lave andet end at ligge i et mørkt og køligt soveværelse, overskyggede desværre lysten til at skabe og kreere. Sådan er det heldigvis ikke længere. Ikke så ofte, i hvert fald.

Valget faldt på bomuld denne gang

Jeg valgte faktisk at strikke Ankers Bluse fordi jeg ledte efter en opskrift som kunne strikkes i 8/4 bomuld. Jeg havde et par karrygule nøgler liggende, som jeg gerne ville lave en trøje til Sebastian i. Man kan selvfølgelig tilpasse det garn man vil bruge, til næsten hvilken som helst opskrift. Men jeg foretrækker at finde opskrifter, hvor mit garnvalg ikke falder alt for langt fra den anbefalede strikkefasthed. Så har jeg nemlig ikke noget imod at regne mig til resten.

Den er strikket i en lidt større størrelse end Sebastian bruger lige nu. Sådan ender det tit. Jeg vil hellere strikke lidt for stort, end for småt.
Sebastian er heldigvis glad for den alligevel.

Tak fordi du læste med i dag.

- Line

Vil du opdateres når der kommer nye indlæg? Så følg bloggen på facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *